Historie

Resenbro.eu

I

Man kan datere aktivitet ved Resenbro tilbage i 1137. Det har været i form af ålegård. Her har været sejlløb gennem Resenbro Ålegård i en bredde af 14 fod (1 fod er 30,48 cm). Ålegårde har været placeret flere forskellige steder helt op til 1916.


Tilbage i tiden nævnes et par enlige huse "Resenbrohuset" og "Krudhuset". Resenbrohuset var bolig for brovagten, som skulle opkræve bropenge af de vejfarende og sørge for broens vedligeholdelse. Han fik brokorn fra sognene langt inde i landet, men det var så som så med vedligeholdesen, så det nogle gange godt kunne være farligt at færdes på den.


Resenbro har sikkert været det ældste overfartssted over Gudenåen. Adelsvejen fra Skanderborg til Viborg førte over Resenbro. Broen nævnes allerede i 1548. Når kongelige skulle passere broen, blev den istandsat. Den daglige vedligeholdelse var for det meste udført dårligt. Det var dog også andre farer ved at færdes på broen. Brovagten kunne også være en fare for de, der skulle over broen, således da Thomas Sørensen var brovagt. Thomas Sørensen havde tjent kongen som rytter ved livgarden i 36 år og havde været i mange felttog rundt i Europa og er blevet såret både i hovedet og kroppen og har fra det lange vilde soldaterliv en trang til druk, slagsmål og andre voldeligheder. Han får af kongen bestallingen som brovagt ved Resenbro som belønning for lang tjeneste. Det viser sig snart, at han drikker meget og har en truende adfærd, der gør at folk er bange for at passere broen. Han har tit delirium og er da helt uregerlig. Det ender med, at han mishandler sin kone og dræber en kone fra Gødvad. Han bliver da også dødsdømt ved retten i Skanderborg.

Dommen blev udført på "Rethøw" som kan ses den dag i dag. Der var mange mennesker som overværede halshugningen og hans hoved blev sat på en stage med ansigtet ned mod hans "smugkro" og broen.


Resenbrohuset brændte 1739 og blev af kongen opført igen. Krudhuset har ligget mellem Resenbro og skoven. Hvor navnet stammer fra vides ikke, men har sikkert været beboet af dyrevogtere som har passet på at krybskytter ikke skød kongens dyr. Huset brændte 1772 og blev vistnok igen opbygget i Skjellerup.


De første huse i Resenbro har været kroen. Kroen blev indrettet i en bygning fra 1700-tallet i 1842. I 1860 nedbrændte kroen og blev genopbygget og bestod som kro indtil den nedrives i 1990. "Stenhuset" som stadig findes er også én af de første huse i Resenbro.


I 1908 opføres jernbanen til Langå. Herefter begynder man at bygge huse langs vejen som går mod Voel






                               Resenbro Kro nedrives februar 1990                                                                              Stenhuset anno 2001



Midtjyllands Avis 20.05.1990


Resenbro og Pramfarten


Michael Bach behandler i denne artikel den nu for nylig nedrevne Resenbro Kros tidligste historie. Ved gennemgang af gamle arkivalier er Michael Bach stødt på kroens "dåbsattest", som klart og tydeligt forbinder kroens tidligste tid med pramfarten på Gudenåen.

   Nok er Resenbro Kro en sagablot, men det er alligevel værd at kaste lys over kroens historie, især da der i forbindelse med FDM´s overtagelse og planlagte udnyttelse af grunden i 1987 fremkom mange forskellige opfattelser om kroens tidligste år, bl.a. om den overhovedet kunne sættes i klasse med de andre gamle pramdragerkroer langs Gudenåen.

    Siden middelalderen havde man søgt at udnytte Gudenåens vand på dette sted. Man byggede broer og anlagde ålegårde, som ved hjælp ad de rejsendes vej over åen og ålenes afsætning skæppede godt i de skiftende eferes lommere, selv om det til de fleste tider kneb med vedligeholdelsen af broen.

    Da Christian Fischer købte Silkeborg Slot i 1661/64 var broen, ålegården og brohuset stadig på samme hånd. Da han døde i 1677 og hans mange søskende skulle dele godset mellem sig forblev kun brohuset under Silkeborg Gods, mens broen og ålegården gik til Øster- og Vester Kejlstrup. Denne opdeling vedvarende indtil omkring år 1800 (ritmester Hoff købte dog ålegården tilbage til Silkeborg Gods i 1781), men i årene 1805-06 blev de alle handlet til forskellige stråmænd og snapstinget i Viborg og overgik i samlet tilstand - for første gang i 130 år - til  overkrigskommisær H.P. Ingerslev til Silkeborg i 1807/08. Han solgte atter det hele til amtsforvalter Johs. Valeur i Århus i 1821.

    Nu sad hverken Ingerslev eller Valeur og indkrævede bropenge af de rejsende, men havde i stedet en forpagter på stedet. En af dem var holsteneren Heinrich Dwenger. Han kom til Resenbro i 1819, men døde allerede i 1822. Hans enke, Anna Maria Goethe, ægtede samme år Peder Jørgensen fra Voel, der således fortsatte forpagtningen af Resenbro, men efter fire år købte hele herligheden af Valeur.

    Peder Jørgensen drev som sine standsfæller på den tid sit landbrug, men tjente også en ekstra skilling ved broen og ålegården.

    Ved kongelig resolution af 15. august 1806 var det blevet ejeren ejeren tilladt at opkræve bropenge af de rejsende et priviligium ejerne nød til udgangen af 1872. Året efter udgik det kongelige regulativ af 12. juni 1807 for pramfarten på Gudenåen, hvorefter ingen nye ålegårde - der jo var en hindring for kågenes (prammenes) sejlads måtte anlægges. Da daværende ålegårde blev så vidt muligt nedlagt mod erstatning til de skadeslidte. Ålegården ved Resenbro indbragte årligt op til 20.000 rigsdaler, og en så givtig forretning var umulig at erstatte for pramfartens regnskab.Man flyttede derfor ålegården lidt og lod den forsyne en svingbro. Mewd statens opkøb i 1916 forsvandt ålegården ved Resenbro.

    Hvorvidt Peder Jørgensen blev en rig mand på disse foretagender er vel svært at sige, men i 1842 kunne han føje endnu en indtægtskilde til, idet Rentekammeret den 27. august tillod "at ejeren af Resenbroe, Peder Jørgensen, maa i det ham tilhørende ved bemeldte Broe beliggende Sted, kaldet Resenbrohuus kaldet, Linaa Sogn, Skandeerborg Amt, holde et Værtshus for Rejsende, saavelsom for de, i Anledning af Pramfarten paa Gudenaae,ved Broen beskjeftigede Arbejdere, og dem med fornødne Logementer samt Spise - og Drikkevarer til Nødtørftighed og for en billig Betaling betjene, imod deraf at svare til den Kongelige Kasse i aaarligt Afgivt 5 Rdl. Sølv, som i rette Tid erlægges samt med Vilkaar: 1) Værtshuusholderen der paa stedet maa brygge Øl til Værtshuusholdets Fornødenhed, men at det forbydes ham aldeles at brænde Brændeviin, da det, som deraf behøves og falholdes , skal tages i Kjøbstædernes eller i de med Bevilling etablerede Brændeviinsbrænderier på Landet, 2) at ligesom dette Værtshus alene er bevilget for Rejsende og de overforommeldte Arbejdere, der saaledes bliver Værtshuusholderen ganske forbudt at holde Kroe for Sognets Bønder eller Andre af Almuen, som ikke ere vejfarende eller paa deres Rejser passere bemeldte Værtshuus eller ere beskjeftigede med Arbejder i Anledning af Pramfarten paa Gudenaa, denne Bevillings Fortabelse og videre Straf som for ulovligt Kroehold, og 3) at, hvis det elleers skulle indtræffe, at den forbi det oftnævnte Værtshuus løbende Vei i nærværende Eiers Besiddelstid bliver andetsstedshen forflytte eller omlagt, Værtshuusholdet i saa Fald strax bør nedlægges uden nogen Paastand om Godtgjørelse for værtshuusholderens Næringstab. I øvrigt holdes Værtshuuset, saalænge det vedbliver, i forsvarlig Stand vedlige og forholdes dermed i alle maader efter Loven samt allerede udgangneeller herefter udkommende Anordninger.

    Denne bevilling, der med rette må anses for Resenbro Kros "dåbsattest" fik Peder Jørgensen desværre kun glæde af i 4 år. I 1846 døde han og enken Anna Maria Goethe, overtog krodriften, som hun dog kort efter overdrog sønne, Henrik Petersen.

    Bygningen, hvor kroen blev indrettet i 1842 stammede fra det 18. århundrede. Op igennem det følgende århundrede blev ejendommen væsentligt udbygget pg forbedret, hovedsageligt i 1809 ved Ingerslev. Men den 4. maj 1860 nedbrændte den til grunden og Henrik Petersen fik opført en ny krobygning, der stod færdig i marts 1861 og således fik lov til at stå i 129 år. Hvordan den oprindelige krobygning tog sig ud kan man ikke sige, da der ikke er bevaret billeder af den, men det drejede sig om en murstesbygning tækket med lyng, der var noget mindre (18 x 6 m) end den nye krobygning fra 1861 (26 x10 m).

    Pramdragerkro eller ej - krobygningen fra 1861 stammede godt nok fra pramfartens mest blomstrende periode, men de følgende år skulle vise , hvor sårbar denne transportform var overfor jernbanerne. De første knæk fik pramfarten ved åbningerne af strækninger Århus-Viborg (1863) og Skanderborg-Silkeborg (1871) og fra den tid blev kågene et stadigt mere og mere sjældent syn på Gudenåen.

    Resenbro Kro fik vel derfor aldrig den samme status som f.eks. Svostrup Kro længere oppe ad åen og en sand arkitektonisk per den vel heller ikke, men som Resenbros ældste bygning burde den jo nok have været søgt bevaret for eftertiden, men de seneste års misrøgt førte desværre i dette forår til kroens endelige dødstød.

    Fremtiden vil vise hvad man nu vil bruge den gamle brovogtergrund til.